Der findes mange former for kolde fødder. Nogle får dem ved studiestart, ved første dag på deres nye job eller endda ved alteret. Dem kan vi ikke hjælpe dig med i denne artikel. Til gengæld kan vi hjælpe dig med at stå imod i den kolde årstid, hvor der er særlig stor risiko for kolde fødder, altså dem nederst på kroppen. Her kommer 3 gode råd.
1. Vælg det rette fodtøj
Puha, den er ikke sjov at acceptere, men sko er ikke bare sko, og støvler er ikke bare støvler. Så selvom noget ser drøngodt ud, er det ikke nødvendigvis den rette løsning. Der findes et hav af flotte sko og støvler, som desværre aldrig har set skyggen af tilstrækkelig isolering og for. Det duer ikke på en kold vinterdag i regn, sne eller sjap.
Varme sko og støvler gør en kæmpe forskel for, om du kan holde dine fødder varme og ikke mindst tørre! For får du først vand eller fugt ind til sokkerne, er der lange udsigter til varme fødder.
- Af samme årsag kan det være praktisk altid at medbringe et par skiftesokker i tasken.
2. Vælg de rette sokker
Uldsokker kan være din bedste ven om vinteren! De almindelige sokker af bomuld er nemlig ikke altid nok, når det er rigtig koldt. Desuden er bomuld godt til at holde på sved og fugt fra dine fødder, hvilket du ikke ønsker om vinteren, hvor sokkerne skal være varme og helt tørre.
Selvom uldsokker ikke lyder videre sexet, så husk at der i dag findes uldsokker i en verden af forskellige design. Du behøver med andre ord ikke være grå og kedelig, du kan sagtens sætte fut på futterne!
3. Brug sutsko
Hvis du er mor og nogensinde har afleveret dig barn i vuggestuen eller børnehaven, har du med garanti set børn iført lækre fløjlsfutter. Ja, forhåbentligt har dit eget barn selv nogle, for det er nemlig et glimrende værn mod de kolde vinyloverflader, der tit findes i børnehaver.
Ligesom børnene har fløjlsfutter eller andre slags sutsko, ligesådan kan du have det! For hvorfor skulle det være anderledes for dig at stikke fødderne i velegnede hjemmesko under skrivebordet eller derhjemme, hvis det betyder, du føler dig tilpas og ovenikøbet undgår en løbende næse.